Njal og skæbne

Sidste år genlæste jeg Njals Saga. Jeg havde set en kommentar om at skæbnebegrebet i sagaerne er ret moderne, med særlig fremhævelse af Njals Saga. Da jeg kun huskede lidt af historien, gav det mig lyst til at læse den igen.

Njals Saga foregår på Island i Vikingetiden. Den er overraskende let at læse, virker slet ikke tusind år gammel. Altså bortset fra de mange små, meget grundige slægtsbeskrivelser. En anden sjov ting er de tilbagevendende retssagsdramaer på Altinget. De færreste ville nok forbinde vikinger med retssager, men sådan har det altså været.

Loven var noget som nogen huskede tilbage fra "gammel tid". Set med nutidens øjne kan man godt sige at den dømmende kom før den lovgivende magt. Hvor mærkeligt det end lyder. Den udøvende magt eksisterede som sådan ikke. Dommen blev afsagt og alle gik hjem og fulgte den. Gjorde man ikke, ville der ske det at nogen tog affære og straffede den dømte (dræbte ham), og alle var lettede.

Det at være viking fylder meget lidt i sagaen. Man drog kun i viking en kort tid som ung, eller hvis man havde problemer derhjemme. Livet i sagaerne var mest retssagsdramaer og storbønders bryderier. Njal var iøvrigt en af de retslærde, og den bedste hvis man skal tro sagaen.

Nå, men det jeg fandt var ikke ét, men en række forskellige skæbnebegreber. Her listet fra mest primitiv til mest moderne.

1: Nornerne nævnes nogle gange. De er de nordiske skæbnegudinder, som vævede folks skæbne på store væve, med tarme som tråd og hovedskaller som vægte. I løbet af Njals Saga kristnes Island. Men det betyder ikke at nornerne forsvinder. Man kunne godt være kristen først, og stadig beholde noget af den gamle religion som sekundær.

2: Flere gange ser personer syner, hvor de ser sig selv dræbt før de bliver det. For eksempel ser Thord en blodig buk på marken tror han. Njal der sidder ved siden af fortæller ham at der ikke er nogen buk. Det er hans egen blodige krop han har set. En gammel kone ser flammer over det hele, før der bliver sat ild på gården hvor hun bor.

3: Nogle personer får ildevarslende råd. Man kunne kalde dem betingede spådomme. For eksempel, hvis en bestemt person er din gæst i mere end tre dage, så bliver det din undergang. Hver gang sådan et råd gives, overholdes det ikke, og det går som rådet forudsagde. Det minder om de råd der gives i gamle eventyr. Tornerose må ikke gå ind i et bestemt værelse, og resten af historien kender vi. Det er samme skabelon. Disse spådomme kunne godt være et fortælletrick som er tilføjet i en af genfortællingerne, mere end det er en oprindelig skæbneopfattelse.

4: Nogle få har den evne at de kan sætte sig hen og gruble, og på den måde regne ud hvad der vil ske. Deres forudsigelser strækker over lang tid og er underligt specifikke. Njal er en af dem der kan dette. Denne opfattelse af skæbne stemmer med den der er i den klassiske fysik med Newtons mekanik og i relativitetsteorien. Det er den deterministiske verden, hvor man kan regne fremtiden ud hvis man kender verdens nuværende tilstand.

5: Personer må handle som de gør, fordi det ligger i deres natur. Eller med et andet ord i deres personlighed. Selv når de ser hvad vej det går, kan de godt kæmpe imod, men det er nytteløst. Vejen ligger fast, og deres natur sørger for at de ikke kommer for langt fra den. Njals Saga indeholder mange handlingsforløb hvor forskellige personligheder i samspil gør som de er nødt til at gøre, følger den vej deres personligheder sammen danner, til trods for at det tydeligvis vil gå galt. Som Gunnar der må gifte sig med Halgerd. Alle fortæller ham at det vil gå galt. Han kan selv se det. Men ingen prøver at stoppe det. For det der må ske, må ske. Ja, ser vi det i et større perspektiv, så kan man sige at hele Njals Saga må ske, på den måde den gør, ud fra dette skæbnebegreb.