Mobil i skarp vinkel
Når du ser din mobil fra en skarp vinkel, for eksempel når den ligger på et sengebord, så er det praktisk taget umuligt at ramme knapperne.
Hvis knapperne er aflange, så er du heldig. Så kan du lægge mobilen på langs, og knappernes form vil så gøre det nemt at ramme dem.
Jeg troede oprindeligt at dette tip virkede på grund af parallaksen, men efter at have undersøgt det nærmere tror jeg kun den har en lille betydning.
Læg istedet mærke til at når du flytter din finger for at trykke på knappen, får du løbende visuel feedback om din fingers position relativt til knappen. Den får du i to retninger, nemlig op-ned og højre-venstre. Så i de to retninger har du virkelig fin kontrol. Men i frem-tilbage retningen er det primært dit stereosyn der er feedback, og det er meget mindre præcist.
Hvis du ser din mobil lige forfra, vil din finger følge en ret linje mellem dit dominerende øje og knappen. Den linje vil meget præcist ramme knappen. Din fingers bevægelse er i frem-tilbage retningen. Så du har dårligt styr på det præcise tidspunkt din finger rammer knappen.
Når mobilen er i en skarp vinkel, er du nødt til flytte din finger sidelæns for at trykke på knappen. Her er din relative visuelle feedback kun brugbar i én retning. I den anden må du nøjes med dit stereosyn. Derfor er det så svært at ramme knappen.
Hvis knappen er aflang i frem-tilbage retningen, giver det dig mere spillerum hvor din kontrol er dårlig. Det er derfor tippet virker.