Cisco open IOS
Mit blik blev fanget af dette: "Cisco opening up IOS"
Jeg var igang med at rydde ud i nogle gamle papirer, og den overskrift stod på et næsten-kasseret stykke papir. Historien havde osse fanget min opmærksomhed tilbage i 2007, da jeg printede den ud, men jeg havde glemt den igen.
Det samme har internet gjort, ser det ud til.
Det skete aldrig
Der er ikke meget information at bygge på, men det står klart at det var en vigtig strategi for Cisco, den havde ledelsens opbakning, og de var nu gået til pressen. Men af en eller anden grund fik vi aldrig nogen open IOS.
Jeg søgte selvfølgelig efter mere information men uden resultater. Jeg søgte så igen, denne gang meget grundigt, og alt hvad jeg kunne finde var den samme information der stod på papirstykket. For at kunne finde den, er man næsten nødt til at kende den i forvejen.
Det gjorde historien endnu mere spændende syntes jeg. Hvad var der sket? Hvorfor var der ingen historier der fulgte op? Hvorfor virkede det som om al information var suget ind i et sort hul? Jeg aner det ikke.
Det er vanskeligt at forestille sig den indvirkning en open IOS ville have haft. En komponentopdelt og i et eller andet omfang åben source IOS, ville have været som en trinløs multivariabel legoklods. I en verden hvor den var blevet virkelighed omkring 2010, hvordan ville netværk have set ud nu? Hvordan ville hjemmenetværk have set ud nu? Hvordan ville virksomheden Cisco have set ud nu? Hvordan ville konkurrenterne have set ud nu?...
Skal jeg gætte hvad Ciscos motivation var, kan jeg få øje på to ting der kunne have været vigtige. Den første kunne have været at forbedre forholdene for de interne udviklere. Den anden kunne have været at positionere sig stærkere indenfor virtuelle datacentre. Grunden til at det hele fejlede kunne have været fordi det er meget sværere end det lyder. Måske noget af det arbejde der blev lagt i det, senere blev brugt i det Linux baserede IOS XE. Jeg ved det ikke.
Der er ikke nogen konklusion på denne artikel. Jeg havde bare lyst til at dele dette lille mysterie med dig.