titel: Den skandaløse billet
serie: I hovedet på Sherlock Holmes
forfatter: Cyril Lieron
tegner: Benoit Dahan
udgivet: 2019, 2021 og 2021, 2021
sider: 46 og 46
størrelse: 321x240x9 x2
ISBN: 978-87-7085-867-0 og 978-87-7085-880-9

Subjektive Sherlock

Er et menneskes hjerne avanceret nok til at forstå menneskehjernen? Eller endda, er en underlegen menneskehjerne i stand til at forstå en overlegen menneskehjerne? Såsom Sherlock Holmes' hjerne...

Man kan få meget sjov ud af at stille den slags spørgsmål, men forfatteren Cyril Lieron og tegneren Benoit Dahan gik skridtet videre. De besluttede at lave en tegneserie på den præmis, hvilket blev til dobbeltalbummet "Den skandaløse billet". Det udkom 2019 og 2021 (2021 og 2021 på dansk). Serien hedder "I hovedet på Sherlock Holmes".

Den opgave de stillede sig selv, var ikke bare at forstå Sherlocks sind, men at kommunikere det til et stort antal læsere. Men hvordan griber man overhovedet det an? Vil læserne, når de har læst deres historie, være i stand til selv at tænke som Sherlock? Ville de ikke være nødt til at kende hver en stump hukommelse han havde? Sherlock havde et privat bibliotek, ville det ikke som minimum være nødt til at være med? Hvor meget ville det være muligt at udtrække og komprimere den viden der var i biblioteket, i en form der er menneskelig forståelig?

Nogle vil påstå det er en umulig opgave, fulgt af en halv forklaring og en håndbevægelse. Men Sherlock komprimerede sit bibliotek, så det kunne være i hans hjerne. Så det er ikke fuldstændig umuligt. Men hvad så med en underlegen hjerne, den kan da ikke nå op på niveau med en overlegen hjerne. Tja, se sådan på det, en langsom computer er i stand til at køre software der er skrevet til en hurtig computer, så hvorfor skulle en underlegen hjerne ikke være i stand til at køre en overlegen hjernes "software"? Den burde være i stand til at tænke på samme måde, bare langsommere, ikke?

På det her tidspunkt vil kloge-ågerne have bemærket at Sherlock er en fiktiv karakter, og det derfor ikke giver mening at prøve at tænke som ham. De kan gå hen kigge på deres guldfisk nu. For resten af os er Sherlock en ramme. Han er en x variabel som vi kan substiture med rigtige mennesker der har en overlegen hjerne.

Jeg kunne godt fortsætte med at stille halvfilosofiske spørgmål om hjernen. Men før vi fortaber os i spekulation, skal vi lige tilbage til det som det handler om, nemlig Lieron og Dahan og hvordan de bar sig ad.

Fortælleteknik

Lieron og Dahan valgte en spøjs tilgang. Hver gang Sherlock tænker over et vanskeligt problem, viser de ham i en tænkt bygning med form som hans eget hovede. Værelserne i bygningen udgør praktisk nok små billedrammer der viser en lille Sherlock der går gennem dem. De er en tegneserieside i tegneseriesiden. I bygningen opdager han dele af løsningen i hvert nyt værelse. I det efterfølgende panel på den normale tegneserieside, er bygningen forsvundet, og Sherlock som nu har løst alle dele af problemet, afslører løsningen for de forbløffede folk omkring ham.

Det er en sjov måde at vise en tankeproces på, selvom den ikke har skyggen af realisme. Hvis vi ville lære at tænke som Sherlock, blev vi snydt. Hvad vi fik istedet er et udspil at tænke over. Hvordan fejler deres billede og hvordan ville en forbedret udgave se ud? Er man lidt kreativ, kan det være en sjov øvelse.

Men til en start bør man glemme realisme. Det er jo osse en subjektiv historie. Man får mest ud af den første læsning, hvis man spiller med på den legende stil.

En anden gennemgående teknik er brugen af små påfund. Nogle tegninger skal ses i modlys, nogle skal ses halvt dækket af en anden side, og så videre. Du kender det sikkert fra børnebøger. Det virker godt her. Det bryder din læserutine og ændrer din læseoplevelse.

Bog-påfundene udnytter osse din nostalgi for at få dig til at synes bedre om albummene. Det er lidt tarveligt, men osse ret smart.

Man kan sige at fortælleteknikken er præget af en lang række gøglertricks. Det at man ser Sherlocks tanker, er ikke et reelt forsøg på at vise en tankeproces, men bare et af trickene på listen. Jeg kender ingen andre tegneserier der gør noget tilsvarende. Det er ret unikt.

Fortælleteknikken er en af historiens største styrker.

Tegninger

Som du sikkert kan regne ud, resulterer den særlige fortælleteknik i mange opbrudte side layouts. De kan virke kaotiske til at starte med, men der er (for det meste) en krøllet logik i dem.

Dahans tegninger ligger stilmæssigt i et sjovt ingenmandsland mellem bogillustrationer fra omkring 1900, og anarkistiske tegneserier. Det er i hvert fald sådan de virker på mig.

Jeg har ikke læst andre tegneserier af Dahan. Måske anlagde han denne stil specifikt til denne tegneserie. Måske er det bare sådan han tegner. Hvis det er det sidste, var det et godt valg at tegne denne historie.

Tegnestilen er ikke for alle, men den har nogle klare fordele. Én er at karaktererne er karikerede. Det gør dem nemmere at huske og at genkende. En anden er at stilen har en masse fleksibilitet. Den begrænser ikke layout eller billedforløb.

Handling

Det handler om at løse et krimi mysterie. Det er jo Sherlock Holmes, så det er hvad man forventer.

Historien har tre dele, sådan som jeg ser det. For nemheds skyld kalder jeg dem A, B og C. Den første del, del A, fylder hele første bind. Den er gåde løsnings delen. Sherlock løser mysteriet bid for bid, gåde for gåde. Han har følgeskab af den trofaste Dr. Watson, som faktisk er til god nytte. Det er altsammen ret loyalt over for Conan Doyles Sherlock Holmes.

Del A er blevet omhyggeligt konstrueret. Det må have været et stort arbejde. Masser af detaljer skulle passes sammen. Det er særligt tydeligt med den konsistens der er i kortudsnit og kinesiske skrifttegn. Det bliver lidt fortænkt nu og da, men alt i alt virker det godt. Det er del A der uden sammenligning er den jeg bedst kan lide.

Indtil nu har alt hvad jeg har skrevet været positivt. Det ændrer sig herfra.

Del B er action delen. Den starter med starten af bind 2. Fortællestilen ændrer sig. De små Sherlocker i tænkte bygninger toner ud, mens Sherlock og Watson i aktion toner ind. Denne del er inspireret af typiske Hollywood film, og formet af Hollywood tankegang. Hvis du ikke tror mig og du har de to albums, så prøv at genlæse del B samtidig med at du forestiller dig at Conan Doyle skrev den. Så vil du forstå.

Lieron og Dahan må være opvokset med Hollywood film, som så mange andre er det. Følgeligt er filmene blevet lejret dybt i deres sind. Det er ligesom med de bog-påfund vi var omkring før. Da de to lavede historien, har de intuitivt følt at den burde have sådan en action del, så selvfølgelig tilføjede de den.

Da Lieron og Dahan ikke var begrænset af at skulle opbygge et sæt og hyre folk, var de ikke forhindret i at lave den mest pompøse action scene man kan forestille sig. Det var desværre præcis hvad de gjorde. Efter min mening tabte de det hele på gulvet lige med den scene. Sikke en skam.

Jeg ønsker ikke at afsløre slutningen, så jeg prøver at skrive meget generelt om den. Del C er hvor alt bliver samlet op, forklaringer gives, og løse ender bindes. Denne del er i mine øjne den svageste. Den er stadig fast forankret i Hollywood tankegang. Den er sidemæssigt den korteste del, men den virker alt for lang. Den virker fortænkt og påklistret.

Konklusion

Det starter stærkt ud, med friskhed og originalitet. Men det ender som en moraltime der er alt andet end frisk og original.

Set på afstand ligner historien en metamorfose. Den gamle form bygger på Sherlock Holmes universet, og er ironisk nok den form der er frisk og original. Post-metamorfose formen, der bygger på et Hollywood-inspireret univers, virker livløs og klichépræget.

...Sag fejes ind under gulvtæppet. Flueben. Fordømmelse af Opiumkrigen. Flueben. Sherlock Holmes som narkoman. Flueben. Slut.

Opiumkrigen var i høj grad fordømmelig, men i bogstavelig talt næste panel tager Sherlock narko. Sidestillingen virker tilfældig. Den bliver ikke fulgt af nogen perspektivering. De to motiver bliver ikke brugt til at give nogen interessant pointe. De er der kun for at sætte flueben.

Jeg forudser at dem der vil læse historien årtier fra nu, vil synes at del A er fin, men del B og C er forældede.

For de kommende historier i serien, håber jeg at Lieron og Dahan vil tro så meget på sig selv at de laver dem på deres måde. Forhåbentlig har denne, deres første udgivelse, givet dem selvtillid nok til at de vil bygge videre på energien de viser i del A af "Den skandaløse billet".