Measure once, print twice Opmål én gang, print to gange

I have an MFT like tabletop in my workshop. It has 12 x 7 holes in a regular square grid pattern. They have been cut with a CNC router so that their placement is exact.

Jeg har en MFT-agtig bordplade i mit værksted. Den har 12 x 7 huller i et regulært retvinklet gittermønster. De er fræset ud med CNC-fræser for at være helt præcise.

I have 3D-printed different devices that fit into the holes with cylindrical pins. Through trial and error I have found the exact correct diameter, so that they have the right amount of friction. That is, they are not too loose and not too tight.

Jeg har 3D-printet forskelligt udstyr der går i hullerne med cylindriske tapper. Ved at forsøge mig frem har jeg fundet den helt rigtige diameter, så de har den rigtige friktion. Altså at de hverken sidder for løst eller for stramt.

I have also printed a fence that has two pins. The distance between them took quite a number of trials. Here is the strange thing... After some trials, I had the right distance so the fit was perfect where I tested the fence. But when I tried to to plug it into the other side of the table, it stuck and was impossible to fit in. I could dial in the length that fitted in the other side, but then it would no longer fit the first side. My prints had revealed that the distance between the holes varies. It is a difference that is so small that you cannot measure it with rulers or calipers, and apparently so small that it was within the specifications of the CNC router.

Jeg har osse printet et anslag som har to tapper. Afstanden mellem dem tog en del forsøg. Her er det mærkelige... Efter nogle forsøg havde jeg den afstand der passede helt rigtigt der hvor jeg testede anslaget. Men da jeg ville sætte det i, i den anden ende af bordet, bandt det og var umuligt at få til at passe. Jeg kunne finde den længde der passede i den anden ende, men så ville den ikke længere passe i den første ende. Mit print havde afsløret at hullernes afstand varierer. Det er en forskel der er så lille, at man ikke kan måle den med lineal eller skydelære, og åbenbart så lille at den lå indenfor CNC-fræserens specifikationer.

For most people, the 3D printer will have a better length precision than anything else in the home.

For de fleste vil 3D-printeren have en bedre længdepræcision end noget andet værktøj i hjemmet.

Work methods

Arbejdsmetoder

Notice how I found the right dimensions by trial and error, multiple times. That is what I hear again and again, is how you do when constructing your own models. It must be by far the most common work method.

Læg mærke til hvordan jeg i flere omgange prøvede mig frem for at finde de rigtige dimensioner. Det er hvad jeg hører igen og igen, at man gør når man konstruerer sine egne modeller. Det er ret sikkert at det er langt den mest almindelige arbejdsmetode.

1. Measure once, to be on track from the start.
2. Design the model and the test model.
3. Print a test print.
4. Try it out on reality. If the fit is fine, go to step 6, otherwise go to step 5.
5. Adjust the model. Go to step 3.
6. The model is finshed, and you can start to print real prints.

1. Opmål én gang, for at være tæt på fra start.
2. Design modellen og testmodellen.
3. Print et testprint.
4. Afprøv i virkeligheden. Passer det fint, så gå til punkt 6, ellers gå videre til punkt 5.
5. Justér modellen. Gå til punkt 3.
6. Modellen er færdig, og du kan begynde at printe rigtige print.

The method is particularly good if you have a shape that is difficult to describe mathematically. But even when it is easy to describe, this method is good if you want the print to fit with the right amount of friction.

Metoden er især god når man har en pasform der ikke er nem at beskrive matematisk. Men selv når den er nem at beskrive, er metoden god hvis man ønsker at printet passer med den helt rigtige friktion.

There are a couple of things I have found out, that can ease the work with the test prints.

Der er et par ting jeg har fundet ud af, som kan gøre arbejdet med testprint lettere.

Make intersection models. Cut away the parts irrelevant for testing, by making an intersection of your model with some simple figures. Often it can just be a box. Maybe two or three boxes.

Lav fællesmængde modeller. Skær det som er irrelevant for testen bort, ved at lave en fællesmængde af din model med nogle simple figurer. Ofte kan det bare være en kasse. Måske to eller tre kasser.

Use a light color for test prints. That makes it possible to write on them with a marker. That is practical if you print many test prints. I use white PLA, which is often also a bit cheaper than other filaments.

Brug en lys farve til testprint. Det gør at man kan skrive på dem med en tus. Det er praktisk hvis man printer mange testprints. Jeg bruger hvid PLA, som ofte osse er lidt billigere end andre filamenter.

Other methods

Andre metoder

can be used when you are lucky that there are dimensional drawings of the thing you are making your print for. It is almost as having an answer key.

kan bruges når man er så heldig at der er en måltegning af den ting man laver sit print til. Det er næsten som at have en facitliste.

I had this luck with my mobile phone. There are detailed dimensional drawings for it. They show dimensions with a precision of 1/10 mm. The print I made for my mobile phone fit in first try.

Jeg oplevede dette med min mobiltelefon. Der er detaljerede måltegninger for den. De viser målene med 1/10 mm præcision. Det print jeg lavede til mobiltelefonen passede i første forsøg.

is to use a 3D scanner. It has very high precision and measures hundreds of thousands of points without you having to do very much. It is able to measure any kind of surface, no matter how complex it is, as long as it is visible. It saves you a lot of time. That is what I have heard, because I dont have a 3D scanner myself. The problem is that such a device, of a good quality, costs 1 to 2 times the price of a new 3D printer.

er at man kan bruge en 3D-skanner. Den har høj præcision og måler hundredtusinder af punkter uden at man skal gøre ret meget for det. Den er i stand til at opmåle enhver overflade, uanset hvor kompleks den er, bare den er synlig. Den sparer én for masser af tid. Det har jeg hørt, for jeg har nemlig ikke selv nogen 3D-skanner. Problemet er, at sådan én, i en god kvalitet, koster 1 til 2 gange prisen på en ny 3D-printer.

It takes a lot of test prints before the economy starts to look reasonable.

Der skal rigtigt mange testprints til, før økonomien begynder at se fornuftig ud.

leverages the high precision of the 3D printer itself. You design measuring gauges beforehand, and print them out on the printer that you later will use to print out your other models. By doing this, you will be able to measure with the same precision as your printer has.

udnytter den høje præcision 3D-printeren selv har. Man designer på forhånd måleudstyr, og printer det ud på samme printer som man senere vil printe sine andre modeller på. Dermed får man mulighed for at opmåle med den samme præcision som printeren har.

One cool thing with this method, is that if your printer has some small inaccuracy, your measuring gauges get the same inaccuracy. They might not measure the exact correct millimeters, but they measure the millimeters that works with your 3D printer. Because then the parameters you use in your model, compensate for the inaccuracy as you measured them with your printed gauges. (Provided that you print with the same orientation, that your filament doesnt shrink, and so on.)

En elegant ting ved denne metode, er hvis din printer har en lille unøjagtighed, så får dit måleudstyr samme unøjagtighed. Det kan godt være det ikke måler de helt korrekte millimeter, men det måler de millimeter der virker med din 3D-printer. Fordi de parametre du så bruger i din model, kompenserer for unøjagtigheden da du målte dem med dit printede måleudstyr. (Under forudsætning af du printer i samme orientering som du måler, at filamentet ikke skrumper, og så videre.)

The fourth method should in theory be "Print a lot of times, measure once". In practice it is pretty common that the print doesnt fit perfectly, and then you have to revert to method 1. Though with a more precise starting point.

Den fjerde metode skulle i teorien være "Print mange gange, opmål én gang". I praksis er det ret almindeligt at noget gør at modellen ikke passer rigtigt alligevel, og så må man falde tilbage på metode 1. Dog med et mere præcist udgangspunkt.