Opmål én gang, print to gange

Jeg har en MFT-agtig bordplade i mit værksted. Den har 12 x 7 huller i et regulært retvinklet gittermønster. De er fræset ud med CNC-fræser for at være helt præcise.

Jeg har 3D-printet forskelligt udstyr der går i hullerne med cylindriske tapper. Ved at forsøge mig frem har jeg fundet den helt rigtige diameter, så de har den rigtige friktion. Altså at de hverken sidder for løst eller for stramt.

Jeg har osse printet et anslag som har to tapper. Afstanden mellem dem tog en del forsøg. Her er det mærkelige... Efter nogle forsøg havde jeg den afstand der passede helt rigtigt der hvor jeg testede anslaget. Men da jeg ville sætte det i, i den anden ende af bordet, bandt det og var umuligt at få til at passe. Jeg kunne finde den længde der passede i den anden ende, men så ville den ikke længere passe i den første ende. Mit print havde afsløret at hullernes afstand varierer. Det er en forskel der er så lille, at man ikke kan måle den med lineal eller skydelære, og åbenbart så lille at den lå indenfor CNC-fræserens specifikationer.

For de fleste vil 3D-printeren have en bedre længdepræcision end noget andet værktøj i hjemmet.

Arbejdsmetoder

Læg mærke til hvordan jeg i flere omgange prøvede mig frem for at finde de rigtige dimensioner. Det er hvad jeg hører igen og igen, at man gør når man konstruerer sine egne modeller. Det er ret sikkert at det er langt den mest almindelige arbejdsmetode.

1. Opmål én gang, for at være tæt på fra start.
2. Design modellen og testmodellen.
3. Print et testprint.
4. Afprøv i virkeligheden. Passer det fint, så gå til punkt 6, ellers gå videre til punkt 5.
5. Justér modellen. Gå til punkt 3.
6. Modellen er færdig, og du kan begynde at printe rigtige print.

Metoden er især god når man har en pasform der ikke er nem at beskrive matematisk. Men selv når den er nem at beskrive, er metoden god hvis man ønsker at printet passer med den helt rigtige friktion.

Der er et par ting jeg har fundet ud af, som kan gøre arbejdet med testprint lettere.

Lav fællesmængde modeller. Skær det som er irrelevant for testen bort, ved at lave en fællesmængde af din model med nogle simple figurer. Ofte kan det bare være en kasse. Måske to eller tre kasser.

Brug en lys farve til testprint. Det gør at man kan skrive på dem med en tus. Det er praktisk hvis man printer mange testprints. Jeg bruger hvid PLA, som ofte osse er lidt billigere end andre filamenter.

Andre metoder

kan bruges når man er så heldig at der er en måltegning af den ting man laver sit print til. Det er næsten som at have en facitliste.

Jeg oplevede dette med min mobiltelefon. Der er detaljerede måltegninger for den. De viser målene med 1/10 mm præcision. Det print jeg lavede til mobiltelefonen passede i første forsøg.

er at man kan bruge en 3D-skanner. Den har høj præcision og måler hundredtusinder af punkter uden at man skal gøre ret meget for det. Den er i stand til at opmåle enhver overflade, uanset hvor kompleks den er, bare den er synlig. Den sparer én for masser af tid. Det har jeg hørt, for jeg har nemlig ikke selv nogen 3D-skanner. Problemet er, at sådan én, i en god kvalitet, koster 1 til 2 gange prisen på en ny 3D-printer.

Der skal rigtigt mange testprints til, før økonomien begynder at se fornuftig ud.

udnytter den høje præcision 3D-printeren selv har. Man designer på forhånd måleudstyr, og printer det ud på samme printer som man senere vil printe sine andre modeller på. Dermed får man mulighed for at opmåle med den samme præcision som printeren har.

En elegant ting ved denne metode, er hvis din printer har en lille unøjagtighed, så får dit måleudstyr samme unøjagtighed. Det kan godt være det ikke måler de helt korrekte millimeter, men det måler de millimeter der virker med din 3D-printer. Fordi de parametre du så bruger i din model, kompenserer for unøjagtigheden da du målte dem med dit printede måleudstyr. (Under forudsætning af du printer i samme orientering som du måler, at filamentet ikke skrumper, og så videre.)

Den fjerde metode skulle i teorien være "Print mange gange, opmål én gang". I praksis er det ret almindeligt at noget gør at modellen ikke passer rigtigt alligevel, og så må man falde tilbage på metode 1. Dog med et mere præcist udgangspunkt.