I to sind

Jeg afsluttede for nyligt læsningen af "The origin of consciousness in the break down of the bicameral mind" (Bevidsthedens oprindelse i nedbruddet af det bikamerale sind) af Julian Jaynes. Han var underviser, forsker og lektor i psykologi ved Princeton University.

Jaynes hovedteori er at mennesker ikke havde nogen bevidsthed før for 3000-4000 år siden. Dengang skete der et skift den måde eurasiere tænkte. De begyndte at få en bevidsthed. Der er spor efter det i græsk og mesopotamisk kultur, og i Det Gamle Testamente. Skiftet kan være sket på andre tidspunkter andre steder i Verden. For Amerika kan det være det slet ikke havde fundet sted før europæerne begyndte udforskning af kontinentet i 1500 tallet.

Istedet for et sind med en bevidsthed, havde mennesker det som Jaynes kalder et "bikameralt" sind. Hvis man har et bikameralt sind hører man stemmer der fortæller én hvad man skal gøre.

Denne teori lyder fuldstændig besynderlig første gang man hører om den. Mindre når man ved at Jaynes har en særlig definition af bevidsthed. Han uddyber den i bogen. Den er ikke hvad du vil høre fra folk på gaden.

Her er mit destillat. Jeg håber det er retvisende... Bevidsthed, i Jaynes definition, er at have en model af én selv og ens omverden i sit sind. Jaynes kalder det et "subjektivt" sind. Modellen giver en forståelse af tid og sted. Den bruges til at bygge og modificere ens narrativer, som er de teorier man har omkring årsag og virkning. Modellen bruges osse i simulationer til afklaring af hvad-nu-hvis spørgsmål.

Det meste af vores liv lever vi i en slags autopilot tilstand. Som når vi kører bil, slår græs, går til supermarkedet. Aktiviteter hvor vi samtidig er i stand til at have en konversation, eller lytte til en podcast. Men når vi er stressede eller har tiden til det, starter vi bevidstheden op og bygger narrativer eller kører simulationer. Så vil konversationer og podcasts være distraherende.

Folk med et bikameralt sind levede osse det meste af deres liv i autopilot tilstand. Men når de blev stresset hørte de stemmer. Det hjalp dem igennem svære situationer. Hvis stemmerne ikke kom af sig selv, ville de opsøge gudebilleder eller steder for tilbedelse, som så ville udløse stemmerne.

De bikamerale stemmer var selvfølgelig hallucinationer. De var intern kommunikation i hjernen. Hjernen er opdelt i områder der hver har en eller anden funktion. I venstre hjernehalvdel sidder Wernickes område. Det er der talesprog bliver forstået. Symmetrisk overfor, i højre halvdel, sidder et område som ikke har nogen kendt funktion. Den interne kommunikation gik fra dette spejl-område, gennem commissura anterior, til Wernickes område. Her blev den opfattet som stemmer. Med andre ord, højre halvdel fortalte venstre hvad der skulle gøres.

Jaynes tilføjer den ene teori efter den anden, og bygger med dem en større ramme omkring sin hovedteori. Hans bog er lidt af en moppedreng. Det er iøvrigt osse min kommentar til bogen. Hvis du synes at emnet er interessant vil jeg anbefale dig ikke at starte med at læse Jaynes bog. Prøv istedet at finde anmeldelser, podcasts og den slags alternativer. Hvis du holder ved, vil du helt naturligt komme til bogen på et tidspunkt, og du vil så være bedre forberedt på læsningen.

Jaynes giver ingen stærke beviser for sine teorier. Istedet sandsynliggør han dem ved at præsentere brik efter brik efter brik der passer nydeligt ind i rammen, så at selv den mest skeptiske læser til sidst må overgive sig. Det var på mange måder som at læse von Däniken, bare på et mere troværdigt niveau.

Ingen stærke beviser? Tager Jaynes så fejl? Jeg tror at det er sikkert at svare ja til det, i hvert fald for nogle af hans mindre teorier. Antallet af dem alene, garanterer næsten at mindst én bør være forkert, bare på grund af anvendt sandsynlighedsregning. Men hans hovedteori er stærk, spekulativ men stærk. Den er ikke blevet tilbagevist siden bogen blev udgivet for snart 50 år siden. Det store billede kan være korrekt, selv hvis nogle detaljer er forkerte.

Gennemtænker en svær situation. Vejer for og imod. Kan nogle gange ruge over problemer, og tænke på dem dag og nat.	Hører en kraftig kommanderende stemme i svære situationer. Opsøger osse disse stemmer gennem ritualer og gudebilleder.
Tænker på et selv. Forestiller sig et sind i andre personer, i dyr og selv i ting.	Har ikke noget begreb om et selv. Alt i Verden er styret af guder.
Stræber efter en position i samfundet. Stiller spørgsmål ved hvordan ting gøres.	Passer ind i samfundet, udfylder sin rolle. Afviger kun fra det hvis en stemme siger det.
Loven er nedskreven eller omhyggeligt overleveret. Den er så kompleks at der er en klasse af jurister der må fortolke den. Alle leder efter smuthuller i loven.	Loven er givet af guderne. Den er ikke nedskreven, da det er selvfølgeligt for alle hvad den siger. I hjørnetilfælde spørges herskeren. Herskeren er den øverste gud, eller udvalgt af ham. Der er få lovbrydere.
Værdsætter vitser. Kan selv lave sjov.	Har ingen humoristisk sans. Dem der fortæller vitser er mærkelige.