Frikadeller (12 styk)
- 500 g hakket flæsk 8-12% fedt
- 1 7/8 tsk salt
- Kom kødet i skål 1. Bryd det op, drys saltet i.
- Rør saltet ud i kødet, så det er jævnt fordelt. Når du gør det samler kødet sig.
- Lad det hvile 10 minutter.
- 2 1/2 spsk rasp
- 2 spsk hvedemel
- 1/4 tsk stødt peber
- 1/8 tsk natron
- 3/4 dl mælk
- 1/2 tsk sveskemos
- Bland rasp, mel, peber og natron i skål 2.
- Rør sveskemos og mælk i skål 2.
- Rør klumper ud.
- Lad det hvile 5 minutter.
- Rør rasp-grøden i farsen.
- 1/2 revet løg
- 1 pisket æg
- stegesmør
- smagsneutral stegeolie
- Rør løg i farsen.
- Rør æg i farsen.
- Sæt farsen i køleskab mindst 30 minutter.
- Form frikadeller og steg dem på en pande med rigeligt stegesmør og olie.
Det nemmeste er at forme frikadellerne i hånden. Brug cirka det fars der sidder på en spiseske til hver frikadelle. Lad der være mindst en centimeter afstand mellem dem på panden. Farsen er nemmere at arbejde med hvis skålen stilles tilbage i køleskabet mellem hver pandefuld.
Frikadellerne er bedst når stegeskorpen i top og bund er spættet mellembrun og lys, og siderne næsten ikke har farve. Stegeskorpen skal helst ikke være mørk, og må slet ikke være sprød. Frikadellerne skal være faste og ikke rødlige indvendigt. De skal være gummiagtige når man trykker på dem. Steger man frikadellerne for hårdt bliver de tørre og kedelige.
Regn med at det tager 15-20 minutter at stege en pandefuld frikadeller.
Frikadeller kan fryses ned. De kan holde 6 uger i fryseren. De kan osse gemmes i køleskab nogle dage. De smager godt både kolde og genopvarmede.
Frikadellologi
ental: Frikadelle
flertal: Frikadeller (dansk)
flertal: Frikadellen (tysk)
Frikadeller er en populær spise i et område der dækker Danmark og Nordvesttyskland. Mange familier har deres egen opskrift, ofte gået i arv fra generation til generation, og en lille smule forskellig fra dem de andre familer har. Frikadeller er kulturelt vigtige.
Typisk tilbehør: Hvid kartoffelsalat, rugbrød med smør, kogte kartofler og grøn salat, rødkål, brasede kartofler, stuvet hvidkål. Men egentlig kan frikadeller spises varme eller kolde, og sammen med alle mulige slags tilbehør. Selv frikadelleburgere er en ting.